Det hele begyndte i 2015, da den nye regering fik en idé: Landmændene skulle have lov til at sprede mere gødning på markerne. Og det var landmændene helt vilde med.

 

Gødning kan forurene vandet med noget, der hedder kvælstof. Og hvis der kommer for meget af det, skader det miljøet. Derfor er der rimeligt stramme regler for, hvordan den slags foregår her i Danmark - og i hele EU, som er 28 lande i Europa, der arbejder sammen. Derfor har EU det rimeligt meget sådan her med gødning:

 

Miljø- og fødevare-minister Eva Kjer Hansen skruede en såkaldt landbrugspakke sammen i løbet af sidste efterår. Den beviste, at miljøet ville få det bedre allerede fra 2016, selv om man gav lov til at gøde mere. Og det gjorde landmændene vildt glade.

 

Alle de borgerlige partier syntes, det var en rigtigt fed pakke. To dage før jul besluttede Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og De Konservative at bakke op om regeringens landbrugspakke.

 

Men kort tid før landsbrugspakken skulle til afstemning i Folketinget, var der dårligt nyt: Pakken gjorde ikke miljøet bedre her og nu, som miljø- og fødevare-ministeren havde sagt. Det bekræftede en masse eksperter, som ved vildt meget om miljø og landbrug, i voksen-avisen Berlingske.

 

For at kunne sige, at miljøet får det bedre allerede i 2016, har Eva Kjer Hansens ministerium taget noget, der hedder baseline-effekter i regnestykket. Vel at mærke effekter, som fandt sted før landbrugspakken skulle træde i kraft. Baseline er ting, som påvirker miljøet, men som ikke har noget med Landbrugspakken at gøre. Og det får det til at se ud som, at landbrugspakken er bedre for miljøet, end den egentlig er. Lidt ligesom hvis dine forældre siger til dig, at de vil give dig 500 kroner i lommepenge - men de 250 af dem får du i forvejen af din mormor. Det er ikke helt det samme, vel ...?

 

Derfor blev ministeren anklaget for at pynte på tallene over for Folketinget. Og det må man under ingen omstændigheder som minister.

 

Særligt partiet De Konservative var gale på Eva Kjer Hansen. Kunne partiet overhovedet stemme for landbrugspakken, når de ikke havde fået hele sandheden at vide om tallene? Sådan spurgte partiets vrede fødevare-ordfører, Rasmus Jarlov, sig selv.

 

Efter at have tænkt lidt over det, besluttede De Konservative alligevel, at de ville stemme for pakken. Nu havde de jo ligesom lovet den til landmændene.

 

Så langt, så godt. Men fødevare-ordfører Rasmus Jarlov var stadig skuffet over ministeren. Hun skulle indrømme, at hun ikke havde fortalt Folketinget hele sandheden, mente han.

 

Tirsdag efter vinterferien skulle ministeren på hele to vigtige møder forklare, hvordan hendes ministerium havde regnet ud, at mere gødning ikke ville skade miljøet.

Syv eksperter var med på det ene møde. Ingen af dem syntes, at ministerens regnemåde gav særligt god mening.

»Er der nogen, der kan forsvare ministerens udtalelse om, at der vil være et grønt plus som følge af landbrugspakken i år 2016, 2017 og 2018,« blev de spurgt af en socialdemokrat.

Og alle syv forskere så bare cirka sådan her ud:

 

På det andet møde den tirsdag blev Eva Kjer Hansen udspurgt i mere end tre timer af de andre politikere i Folketinget. De Konservative var ikke tilfredse med ministeren efter mødet. Hun nægtede nemlig stadig at indrømme, regnemåden var for dårlig.

 

Klokken 20.00 samme aften holdt De Konservative et pressemøde. De havde mistet tilliden til ministeren, sagde formand Søren Pape Poulsen. Uden De Konservatives støtte, havde Eva Kjer Hansen et flertal af politikere imod sig i Folketinget. Og så skal man gå af som minister. Regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance var pænt overraskede over De Konservative, som normalt var på deres side.

 

Men det blev endnu mere spændende. For statsminister Lars Løkke Rasmussen ville ikke af med sin minister. Så han gjorde noget, som ingen i deres vildeste fantasi havde forestillet sig: Han truede med at udskrive et nyt folketingsvalg!

 

De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance blev indkaldt til møde med Lars Løkke samme aften. Da det var slut, vidste ingen, om der ville blive valg. Men Eva Kjer Hansen sad stadig som miljø- og fødevareminister. Og De Konservative havde stadig ikke tillid til hende, fastslog Søren Pape Poulsen.

Søren Pape og Lars Løkke havde det nok begge lidt sådan her:

 

I mange timer var Løkke fuldstændigt tavs. Men onsdag over middag holdt han pressemøde. Det var lidt ligesom at se en meget dramatisk film, hvor man holder vejret helt til slut. Ville der komme valg? Statsministeren trak spændingen til det sidste.

 

Til slut udløste Løkke spændingen: Han ville ikke udskrive valg. Endnu. I stedet ville han mødes en allersidste gang med De Konservative og resten af de borgerlige for at finde en løsning, så han kunne beholde Eva Kjer Hansen på sit ministerhold.

 

Spørgsmålet var nu, hvem der kunne holde længst ud: Lars Løkke Rasmussen eller Søren Pape Poulsen?

 

Tre dage efter det dramatiske pressemøde, kom nyheden endelig. Lørdag trak Eva Kjer Hansen sig som minister. De Konservative fik, hvad de ville have, og Søren Pape Poulsen havde vundet over statsministeren.

 

Lars Løkke sagde, at han var ked af, Eva Kjer Hansen stoppede, og at han ville finde en ny minister mandag.

 

Hele weekenden spekulerede de politiske eksperter på, hvem der mon skulle overtage Eva Kjer Hansens ministerium.

 

Mandag løftede Lars Løkke Rasmussen endelig sløret. Og det var lidt af et puslespil, han havde sidder med hen over weekenden.

 

Den nye miljø- og fødevare-minster blev Esben Lunde Larsen, fortalte Løkke. Lunde Larsen sad i forvejen som uddannelses- og forskningsminister. Derfor har statsministeren hentet en anden politiker, Ulla Tørnæs, hjem fra Bruxelles, hvor hun sad i Europa-Parlamentet, for at overtage ministeriet.

Og mon ikke Lars Løkke Rasmussen har det totalt meget sådan her nu?